Jiu-Jitsuens Historie (lånt fra dju.dk) De ældste kendte oplysninger vi har om brug af forsvar uden våben, stammer fra billedfliser i Beni Hassans gravmæle ved Nilen, som man har dateret til ca. 4000 år f.k.f. De næste oplysninger kommer fra Grækenland, hvor en digter ca. 400 år f.k.f. omtaler "kamp mod en imaginær angriber", altså en form for skyggeboksning. Andre kampøvelser, som f.eks. militærdanse, der havde til formål at opøve soldatens kontrol over sit legeme, og åndedrætsøvelser var kendt. I Vatikanet opbevares en skulptur af to romerske krigere ved navn Gregus og Damonxenius om hvilken historien beretter, at de havde kæmpet en hel dag og for at få en afgørelse på striden blev de enige om, at hver måtte slå en gang uden at den anden forsvarede sig. Gregus slog først, uden at Damonxenius tog skade af det og denne bad nu Gregus løfte sin venstre arm og med en strakt, stiv hånd slog Damonxenius sin modstander i armhulen, så han døde. Disse kampmetoder blev med Alexander den Stores togt mod Indien bragt i berøring med indernes egen kampform, brydning, som kendes fra ca. 1000 år f.k.f. Herfra er kunsten at kunne forsvare sig uden våben, trængt østover. F.eks. fortælles der om en indisk buddistmunk, der skulle foretage en rejse til kejserpaladset i Peking, og for bedre at kunne gennemføre denne lange og farefulde rejse lærte han sig selvforsvar. Kineserne kendte også til selvforsvarsmetoder uden brug af våben, idet de havde udviklet en form for boksning, der var opbygget af to grundelementer, viden om de våben det menneskelige legeme bestod af, og viden om de sårbare steder på kroppen. Det berettes om de gamle mestre at de blot ved en let nervepåvirkning kunne slå en mand ihjel på stedet eller kunne påvirke en nerve således, at manden døde efter en måned eller op til flere år efter "angrebet" var sat ind. Omkring år 1000 E.k.f. hører vi første gang om denne ægyptisk- græsk- indisk- kinesiske kombination af våbenløs forsvar i Japan. Her havde man også en særlig kampform, hvor man ikke brugte våben, nemlig den oprindelige form for Sumo, men denne og andre kampformer var i det feudale Japan kun kendt af en mindretalsgruppe i modsætning til de førnævnte lande, hvor alle befolkningsgrupper havde mulighed for at lære kampmetoderne. I Japan eksisterede der en speciel sværdadel, kaldet samurai, som næsten havde eneret på at bære våben og bruge disse. De var en mellemting mellem politi og soldater og havde opbygger et meget omfattende kampsystem, der kaldtes Bugei. Dette Bugei bestod af over 50 kampformer, der kaldes jitsu, bl.a.: Kyu- jitsu = bueskydningsteknik; Lai- jitsu = sværdkampteknik; Suei- jitsu = der gik ud på at komme svømmende og kæmpe i vandet iklædt rustning; og Jiu- jitsu, der nu havde en fastere målsætning og form = at uskadeliggøre en modstander med mindst mulig brug af styrke og våben. Jiu- jitsu er ofte blevet oversat til den "blide kunst" eller den "bløde metode". Jitsu betyder metode, teknik eller form, mens ordet jiu er kinesisk og betyder "en anvendelig fleksibilitet eller eftergivenhed". Jiu- jitsu er nemlig ikke altid blød og mild – ofte vil der være nødvendigt at modgå et angreb med en anselig styrke og først derefter udnytte modstanderens styrke ved at give efter eller bøje af. Hos Samuraierne udbyggedes jiu- jitsuen og omkring 1500 taller opstod der ligefrem en form for skoler(Ryu) , der dog var indadvendte, idet de alene havde til formål at udvikle jiu- jiitsuen til fordel for sværdadelen. Omkring 1850 havde Japan ikke deltaget i en større krig i næsten 3oo år og samtidig kom der nye krigsformer med skydevåben, der betød at to modstandere sjældent mødtes mand mod mand og Samuraiernes betydning og anseelse dalede langsomt, for endeligt i 1876 helt at blive frataget deres beskyttede position i samfundet ved lov. Samuraierne blev arbejdsløse og måtte søge arbejde, hvor deres særlige viden intet betød. Jiu- jitsuen var allerede godt på vej ud i glemselens mørke, da den pludselig mødte sin renæssance. Paradoksalt nok var det en europæer, der var årsag hertil. Det var en tysk læge, Dr. Baelz fra Tokyo universitet, som tog et kursus i jiu- jitsu hos den 70 årige jiu- jitsu mester Totsuka og fordi Dr. Baelz var en anset professor, fulgte mange af hans studenter hans eksempel og begyndte at dyrke forfædrenes kunst. En af Dr. Baelz elever, Jigoro  Kano, studerede de forskellige jiu- jitsu skoler og samlede de bedste kast og holdegreb i et Judo- system. Hans judo var en mindre krigspræget form for jiu- jitsu og ligeledes undgik han misbruget af mental og psykisk energi. Grundideen i hans judo var fleksibilitet eller modstand på rette måde og tidspunkt. I 1882 startede Kano sin skole i Tokyo, den senere Kodokan- skole (skolen, hvor metoden læres). På denne skole underviste han i judo og en let humaniseret form for jiu- jitsu. Kano´s ideer vandt genklang i Japan. Instruktører blev uddannet og sendt til Europa, hvor Yokio Tani kom til London i 1899. Jiu- jitsuen blev på det tidspunkt betragtet som en idræt, men under den Japansk- Russiske krig(1904- 05) erkendes atter nytten af de gamle Samurai ideer og i 1.verdenskrig brugte flere af de krigsførende parter nærkampmetoder, der i høj grad var inspireret af jiu- jitsu. I 1918 oprettede G. Koizumi, der også var elev af Kano, i London den første europæiske jiu- jitsu skole efter Kano´s ideer og her blev Tani en af de ledende instruktører. Jiu- jitsuen bredte sig nu til hele verden, men først efter 2. verdenskrig kom den ud til en bredere befolkningsgruppe. Dette skyldtes, at mange mennesker havde oplevet jiu- jitsuen og dens uovervindelighed og grundtanker om psykisk styrke gennem japanernes krigsførelse i Stillehavet. Man skelner i dag mellem Budo og Jitsu metoderne. Alle Budoformerne er udviklet i det 20. århundrede og er kampmetoder, der er så "udvandede", at de kan dyrkes som idræt med konkurrencekampe, som f.eks. judo, aikido, karate og kendo, medens Jitsuformerne, af hvilke faktisk kun jiu- jitsu er kendt i den vestlige verden, stadig bærer et vist præg af realistisk angreb og forsvar, så man ikke kan lave kampe.

Det anbefales ikke at se denne side på en skærm mindre end (1024x768).